Peter Johannes Pedersen, også kaldet ”Skryds-Peter”, blev født i 1891 som næstældste barn i faderens første ægteskab. Faderen, der var husmand og træskomand, nåede at være gift tre gange, da hans første to hustruer begge døde kort inde i ægteskaberne. Familien havde på et tidspunkt boet på gården ”Skrydsholt” ved Dronninglund, og det må have været herfra, Peter havde fået sit tilnavn.
Peter kom tidligt ud at tjene ved landbruget og var i sine unge år altid parat til at lave spas med andre. Således fortælles det, at han en gang for at drille sin husbond hver dag skruede dennes cykelstyr lidt ned og sadlen lidt op, så kørestillingen efterhånden blev mere og mere foroverbøjet. I en anden plads hos en sognefoged smurte Peter komøg på håndtaget til stalden, for at husbond ikke skulle gå hen og få for fine fornemmelser. Peter blev indkaldt som soldat i 1913 og senere genindkaldt til sikringsstyrken i Aalborg i 1914 til 1915. Som soldat fortsatte han med at gøre ting, der ikke altid var helt efter bogen. Han skulle således have forsynet sin opplantede bajonet med svinetarme under en march gennem byen.
I 1918 giftede Peter sig med sin første kone, Petra Kristine Marie Rasmussen fra Ulsted. De havde sammen fået en datter to år tidligere og boede i Ulsted, indtil de i 1919 flyttede til Dronninglund. Her fik de i 1920 en søn, men lykken varede kun kort, da Petra kun 22 år gammel døde året efter. Peter traf kort efter sin anden kone, Larsine Larsen, også kaldet ”Skryds-Signe”, der var frøken og 12 år ældre end han. De blev gift i 1922 og flyttede året efter til Ulsted, hvor de blev boende resten af deres liv.
Peter havde ikke meget lyst til landbruget og da han altid havde haft lyst til at tegne og male, forsøgte han sig med nogle malerier for at afprøve, om det var muligt på den måde at tjene til dagen og vejen. Det tidligste kendte af hans billeder er dateret 1912. Om det så også er det år, billedet er malet, kan ikke siges med sikkerhed. Der er nemlig et billede dateret 1909, der med sikkerhed er malet så sent som i 1927. Dette billede er muligvis malet efter et gammelt fotografi eller efter en mundtlig forklaring på, hvordan gården tidligere så ud. Men fra 1916 er antallet af malerier med dette årstal så stort, at Peter helt sikkert var kommet godt i gang som gårdmaler. Han arbejdede efter skitser, som blev lavet i små lommebøger. De tidligste af disse skitsebøger viser meget primitive tegninger uden mange detaljer. Hvorimod der dukker meget nøjagtige, detaljerede skitser op i de senere bøger. Skitserne blev lavet, når bestillingen på billedet var forhandlet på plads, og herefter omsat til færdige malerier, når han kom hjem. Peter arbejdede med gouachefarver på pap, der de første mange år oftest havde målene 35 x 50 cm. I de 49 bevarede skitsebøger efter Peter findes der mere end 3000 skitser af gårde og huse. Bøgerne udgør helt sikkert kun en lille del af de skitsebøger, han må have udfyldt gennem de mange år som aktiv maler. De bevarede skitsebøger fortæller meget om arbejdsmetoder, priser på billeder, om hvor mange kopier af samme motiv der blev bestilt, og hvor stor rabat der blev givet, når gårdejerens børn skulle have hver sit maleri med, når de flyttede hjemmefra. Som noget særligt rummer skitsebøgerne endvidere mere end 1500 gårdnavne, hvoraf mange i dag er blevet glemt.
Omkring 1930 begyndte Peter at arbejde med tusch. Det var billigere, og der er også noget, der tyder på, at disse tuschtegninger var kommet på mode, da flere andre malere på samme tidspunkt skiftede til denne teknik. Men køberne kunne selvfølgelig stadig vælge, om de hellere ville have et farvelagt maleri eller en sort-hvid tegning. Peter fik også i begyndelsen af 1930’erne kontakt med et par rejsefotografer fra Aalborg, Christian Christensen Maahn og Jørgen Peter Tillebæk. Aftalen med fotograferne gik ud på, at de, når de rejste omkring og fotograferede folks gårde og huse, samtidig skulle prøve, om de kunne afsætte et maleri ud over deres egne fotografier. Hvis gårdejeren var interesseret, tog de et billede i den vinkel, gården præsenterede sig bedst, og gjorde lidt notater om farver på bygninger og afgrøder. Billede og beskrivelse blev afleveret til Peter, som derefter kunne male billedet, som fotografen så senere leverede videre til kunden. Disse billeder blev normalt ikke signeret af Peter, men forsynet med fotografens navn på maleriets bagside.
Peter havde en evne, som mange af de øvrige gårdmalere sikkert ville have misundt ham, hvis de havde haft kendskab til den. Han arbejdede nemlig lige godt med højre og venstre hånd, så hvis han blev træt i den ene hånd, tog han blot penslen eller tuschpennen over i den anden hånd og arbejdede videre. Denne evne gik i øvrigt i arv til sønnen, der som murer havde stor nytte af den i sit arbejde.
Peter fik bygget et lille atelier til huset i Ulsted. Her arbejdede han om sommeren, men om vinteren måtte han fortrække til stuen, hvor der var fyret op i kakkelovnen. Larsine sørgede godt for ham og passede på, at han ikke kom til at fryse.”Han har sådan en sart mave og en dårlig ryg” sagde hun, og det blev behandlet med puder på mave og ryg bundet sammen med en tyk snor. Han havde ligeledes to par tøfler, det ene par havde han på, mens det andet par stod til varme på kakkelovnen, så han kunne skifte, når Larsine syntes, det måtte være på tide, for at han ikke skulle få kolde fødder.
Det var ikke meget, Peter kunne tjene ved sit maleri, og da Larsine ikke havde noget arbejde uden for hjemmet, så måtte de spare, hvor de kunne. Derfor var indtægter ved hønsehold og biavl et tiltrængt supplement til den daglige husholdning. Hvor småt det har været, kan måske ses af bemærkningen ved en tår formiddagskaffe hos en nabo, hvor der blev serveret blødkogte æg: ”Nej se Peter vi skal ha’ æg med ske!” – det har nok ikke været det, at det var blødkogte æg, men det, at der var et helt æg til hver, der lå bag udbruddet.
Hvornår det skete, er ikke klart, men på et tidspunkt i Peters liv blev han grebet af ”Missionen”. I mange af hans skitsebøger findes der henvisninger til bibelske skriftsteder. Måske var det Larsine, der havde bragt missionen med sig, for hun var den af dem, der havde det sorteste syn på det jordiske liv. Der skulle helst ikke åbenlyst udtrykkes for megen munterhed i hendes stuer. Øl og spiritus var selvfølgeligt bandlyst, ligesom dans, og hvis Peter med sit muntre sind fra barndommen ikke helt kunne stå inde for denne holdning, lod han sig i alle tilfælde ikke mærke med det. Han fulgte troligt Larsine i hendes livssyn. Dog kom der i deres alderdom en lille opblødning, hvor det kunne tillades at nippe til et glas kirsebærvin ved et guldbryllup eller en lignende lejlighed.
Peter kom langt omkring i sin søgen efter kunder, så ikke alene Vendsyssel, men også Hanherred, Thy og store dele af Himmerland blev gennemrejst. Når han kom til et nyt område, præsenterede han sig tit som ”Landskabsmaler Pedersen”. Denne formulering, sammen med fremvisning af malerier som eksempler på sin kunnen, affødte ved en lejlighed følgende bemærkning fra en bondekone: ”Ja det er da noget andet end det klatmaleri ham ”Skryds-Peter” går og laver”. Peter kunne godt holde masken, men morede sig meget over at fortælle om episoden, da han kom hjem. Peter kom omkring i nærområdet til fods, på cykel og med jernbanen, der gik gennem Ulsted, så der var gode forbindelser i alle retninger til det øvrige Vendsyssel og videre ud til hele Nordjylland. Efter 2. verdenskrig var Peter en af de første privatpersoner i Ulsted, der, ud over lægen, dyrlægen og nogle af de store gårdmænd, fik bil, først en ældre Ford A, og senere en nyere Renault 4CV. Hvorledes Peter kunne få råd til bil, undrede mange. Var det den sparsomlighed, familien til daglig levede med, som havde sikret en opsparing, som nu kunne anvendes til denne luksus, eller havde de arvet? Det var selvfølgelig nærmest en nødvendighed for at Peter kunne udvide sin bevægelsesfrihed, set i lyset af et svagt helbred.
Peter brugte også sine evner, når der skulle findes på gaver til konfirmationer, runde fødselsdage og andre begivenheder, hvor en gave var nødvendig. Det kunne være et lille malet telegram eller et billede af gården, der skulle besøges. Til tider var motiverne hentet fra andre maleres værker, kopieret efter telegrammer og andre tryk.
I 1958 døde Larsine. På det tidspunkt var Peter ved at trappe ned med gårdmaleriet. Det, der stadig blev malet, var bestillingsarbejder og som regel større oliemalerier på lærred, ofte efter fotografisk forlæg.