Jens blev født i 1857 som nummer 4 ud af en søskendeflok på 10. Det var hårde tider at være barn, og kun Jens, en ældre søster og to yngre brødre overlevede barndommen. De to brødre blev dog heller ikke så gamle, idet den ældste Chresten Marthinus Marius som 29-årig blev sparket ihjel af en hingst ved dyrskuet i Aalborg i 1893, og den yngste, Mads Peter Julius, styrtede ned fra øverste etage i et trappetårn på Aalborg havn i 1907 kun 39 år gammel.
Jens var fra barndommen begavet med et stort talent for at tegne, men at det skulle blive hans levevej, lå ikke i kortene, selv om pastor Balthazar Christopher Bøggild i Aabybro, hos hvem han gik til konfirmationsforberedelse, tilbød at bekoste et ophold på Kunstakademiet i København for ham. Det satte hans far, der var skrædder i Biersted, sig dog imod – drengen skulle have sig en uddannelse, han kunne leve af.
Jens kom derfor efter konfirmationen, som så mange andre drenge på den tid, ud at tjene på landet. Og efter nogle år på forskellige gårde rundt om i Vendsyssel endte han i en plads på Tolstrup Fattiggård, hvor han mødte tjenestepigen Johanne Marie Nielsen. Mødet resulterede i, at de blev gift i 1882 i Serritslev kirke. Efter brylluppet bosatte de sig i Biersted, og for at have noget at leve af tog Jens arbejde på teglværker rundt om i landsdelen.
Jens og Johanne
Johanne havde ved ægteskabets indgåelse en søn, og sammen fik de yderligere seks børn. To af deres sønner døde ganske unge af tuberkulose.
Der er ingen tvivl om, at den unge Jens gerne ville være kunstmaler, og derfor var det ikke så mærkeligt, at han, så snart det blev muligt, slog ind på den vej.
Den hurtigste måde, hvorpå drømmen kunne føres ud i livet, var at kaste sig over gårdmaleriet. Hvorfra han fik ideen, er ikke til at vide, da han var den første egentlige gårdmaler i Vendsyssel, når man lige ser bort fra de malere, som tidligere havde besøgt landsdelen for hovedsageligt at male herregårdene.
Præcist hvornår han rigtigt kom i gang med maleriet, er heller ikke til at sige, men et af de tidligste kendte signerede billede stammer fra 1888. Det blev efterhånden en større del af hans indtægt, der kom ved denne metier, selv om det stadig var nødvendigt ind imellem at tage arbejde på teglværkerne i årene, hvor børnene var små.
Familien skiftede ofte adresse, hvilket kan aflæses på Jens’s malerier. Han havde nemlig, i modsætning til de fleste andre gårdmalere, for vane at signerer sine malerier, ikke alene med navn, men også med årstal og hjemadresse. Det er derfor let at følge familiens flytten rundt i den sydligste del af Vendsyssel, og på et tidspunkt malede han et billede, som viser alle 8 huse, de havde boet i.
De 8 hjem.
Jens malede i størstedelen af Vendsyssel og i store dele af Himmerland. Han gik med sit malergrej fra gård til gård og falbød sin kunst. Hvis han skulle på en længere tur, fandt han kørelejlighed enten med en privat, som skulle samme vej, eller han tog med dagvognen og med toget, alt efter hvad der nu passede bedst.
I 1894 besøgte han på en af sine længere ture egnen omkring Hadsund. Han medbragte ved den lejlighed udover det nødvendige malegrej som maling, pensler og papir også rammelister og glas, så han kunne levere færdigindrammede malerier lige til at hænge på væggen. På denne tur kan han have taget toget fra Sulsted, hvor de boede på det tidspunkt, til Randers og herfra med jernbanen nord på igen til Hadsund, eller måske har han taget den mere tidskrævende vej med dagvogne fra Aalborg over Terndrup og videre til Møllegaarde lidt nord for Hadsund, som var han egentlige mål. Her indlogerede han sig nemlig hos gårdejer Lars Christian Jensen, hvor han fik rådighed over storstuen, så han om aftenen kunne sidde i fred og ro og male sine billeder.
Han havde i dagens løb været rundt på egnen for at få bestillinger på billeder og lavet de nødvendige forarbejder i form af skitser. Når billedet var malet færdigt, var der god plads til at tildanne rammetræet og tilskære glasset, så det færdige maleri kunne leveres dagen efter til den forventningsfulde kunde.
Om han også boede på den samme gård, da han igen i 1903 gæstede egnen omkring Hadsund, vides ikke, men det kan meget vel tænkes, da han jo kendte gårdens folk og vidste, at her var godt af være.
Jens malede altid på papir, og han brugte altid gouachefarver. Hans billeder er kendetegnet ved at være meget lyse og ”lette”, konturerne var malet i så fin en streg, at man nogle gange måtte tro, at der kun havde været et enkelt hår eller to på penslen.
Hans tidligste billeder rummede ofte, foruden selve gården, også stedets beboere og deres husdyr. Dette ”levende” islæt og de fine detaljer forsvandt lidt efter lidt fra malerierne, måske fordi det skulle gå hurtigere, hvis der skulle tjenes penge. For efterhånden som de større gårde havde haft besøg, måtte han, som andre gårdmalere ty til de mindre brug, og her var pengene få. Det kan også være, at han med tiden havde erkendt, at han først og fremmest var gårdmaler, og det med det kunstneriske ikke længere fyldte så meget?
Jens malede ofte to billeder af samme motiv, et sommerbillede og et vinterbillede. Det pudsige ved disse billeder var, at de begge afspejler den årstid, hvorpå de var malet. For ikke at gøre det sværere for sig selv, malede Jens kun det, han kunne se. Det vil sige, at hvis det var højsommer, når billedet blev lavet, havde træerne omkring gården store bladkroner.
Man kunne ikke se træets struktur af stammer og grene. Dette gjorde sig også gældende for vinterbilledet, som blot var et sommerbillede belagt med sne.
Var det derimod forår eller efterår, da billedet blev malet, kunne han se det meste af træstrukturen, og vinterbilledet blev på den måde mere rigtigt, da de grene, der kunne ses, alle blev malet med. Sommerbilledet fik til gengæld lidt mere løv, da det ikke gav de store udfordringer for fantasien.
Jens var ofte hjemmefra i længere tid, og så måtte Johanne stå for hus og børn, hvilket nok ikke altid har været lige sjovt. For selvom Jens som manden i huset skulle være den, der forsørgede familien ved at male, var det ikke altid tilstrækkeligt. Det har her, som i de fleste andre gårdmalerfamilier, været nødvendigt, at også konen måtte bidrage med lidt ekstra arbejde uden for hjemmet. Johanne strikkede derfor en del for andre mennesker, hvilket gav et kærkomment tilskud til den daglige husholdning.
At Jens var en vellidt mand, er der ingen tvivl om, og han har helt sikkert haft evnen til at snakke med alle, da det ellers ikke har været muligt leve som gårdmaler. For som en anden gårdmaler har sagt: ”Det er ikke det at male gården, der er det sværeste, nej det er det at få bestillingen i hus, der er svær, der skal meget snak og et vist talent til”.
To af Jens’s børn, sønnerne Jens Peter og Kresten, havde begge arvet noget af hans talent for at tegne og male. Selv om det ikke blev deres levebrød, var især Jens Peters måde at male på meget lig faderens, så det ofte er svært at skelne den ene fra den anden.
Det fortælles i familien, at Jens var en munter mand, der elskede sang og musik. Hans humor ses også i enkelte af hans malerier, som når han lod storken overvintre midt i sneen på rygningen af en lade, eller lod gårdejeren ride på en so.
I folkemunde blev han kaldt ”Bierstedmaleren”, nok fordi han var født i Biersted og det var her han til sidst bosatte sig og levede den sidste snes år til sin død i 1927. Johanne døde i 1929.