30.000 malerier på 52 år var, hvad Jens Karl Lauersen Brandt selv mente, at han havde malet. Det svarer til, at han malede 1,6 billede hver dag, alle årets dage i de 52 år, han var aktiv. Noget af en præstation vil mange nok mene, ja næsten umuligt, men måske alligevel ikke, når man ser på måden, hans billeder blev masseproduceret på.
Jens var født i 1889 som næstældste af fire brødre. Familien boede på et husmandssted i Lillering vest for Århus, men da faderen døde kort tid efter den fjerde dreng kom til verden i 1897, flyttede moderen i 1898 med børnene til Silkeborg. Her arbejdede hun som syerske, men pengene slog ikke til, så de 2 ældste børn måtte sættes i pleje, mens hun beholdt de to yngste hjemme.
Senere, omkring 1910, boede de dog alle igen hos moderen for en tid. Jens havde på det tidspunkt mødt pigen Kristine Marie Simonsen, der var papirarbejderske på Silkeborg Papirfabrik. De giftede sig i 1911 og fik kort efter brylluppet fødte Kristine deres eneste barn Anna Marie.
Efter Jens i 1903 var blevet konfirmeret, var blevet stillet en læreplads i udsigt på Silkeborg Papirfabrik. Han havde særlig meget lyst til det og fik på en eller anden måde talt sig fra det. I stedet for fik et job som rejsende agent for ugeblade. Dette job havde han stadig, da han var blevet gift, og på en af sine salgsture kom han til en stor gård i nærheden af Års. Her viste gårdejeren stolt et maleri frem, som han netop havde købt af en omrejsende gårdmaler. Jens mente, at det kunne han gøre lige så godt, så på den videre tur lånte han fotografier af de gårde, han besøgte. Da han havde samlet en femten stykker, tog han hjem, købte en malerkasse og gav sig til at male billeder af gårdene efter fotografierne. Selv om resultatet ikke var det bedste, lykkedes det ham at få alle malerierne solgt for i alt 68 kroner. Det var mange penge, set i forhold til, at timelønnen på den tid var omkring 33 øre. Jens stoppede derfor sit arbejde som agent og helligede sig gårdmaleriet i de
følgende godt halvtreds år.
Jens begyndte sin malerkarriere omkring 1915. Han rejste tidligt langt omkring for at få kunder til sine gårdmalerier og kom således flere gange til såvel Himmerland, Mors, Thy og Vendsyssel i årene mellem 1917 0g 1920.
Han malede med gouachefarver på pap, der i de første år oftest var i størrelser på ca. 30 x 50 cm. Før han drog ud for at sælge sine billeder, malede han hjemme en mark og en himmel med skyer på kartonerne. Så drog han ud, og når han kom til en gård, hvor han fornemmede at folkene på gården helt sikkert gerne ville have et maleri af ejendommen, malede han gården ind på et af de ”formalede” kartoner. Selv om han ikke på forhånd have sikret sig, at der var en køber. Når billedet så var færdigt gik han ind og falbød maleriet. Hvis folkene på gården så ikke var interesseret, gjorde Jens anstalter til at rive billedet i stykker. Dette betød i mange tilfælde, at manden eller konen på gården greb ind, for det ville jo værre synd at det pæne billede skulle ende i tørvekassen. Som regel blev man enige om en pris, begge parter kunne være tilfredse med. En gang kom han således til en gård ved Stauning, hvor der boede en ungkarl. Det var i sensommeren, og gårdejeren havde ikke haft tid til at samle æblerne i haven op. Jens falbød sit maleri og forlangte femten kroner. ”Du kan få ti æbler” lød svaret. Jens rev så maleriet i stykker, men manden fortrød. Kunne Jens ikke male et nyt billede? Jo det kunne han da godt, men så skulle der også betales for det første maleri, hvilket så blev resultatet på den handel.
Fra midten af 1930’erne og frem til 2. verdenskrig gik det rigtigt godt for Jens. Han havde rigeligt at lave med at male og investerede i en Ford A fra 1927. Den blev indrettet til atelier, så han kunne sidde i den og male selv om det var dårligt vejr. Malerierne var med tiden blevet større, hvilket nok var et ønske fra kunderne. Sofastykket skulle jo gerne tage sig ud i stuen, når naboen kom på besøg.
Jens var efterhånden blevet en kendt person på landet, hvor han ofte gik under navne som ”Skymaleren” eller ”Maleren med de fem skyer”. Hans malerier var nemlig karakteristiske og let genkendelige på de skyer, der var malet på de halvfabrikerede baggrunde, som han havde med hjemmefra. Et andet og lige så karakteristisk træk ved hans malerier var, at han aldrig fik lært at ”sætte” en skorsten på en tagryg. Skorstenene på alle hans malerier er placeret lige oven på rygningen og går aldrig ned på tagfladerne. Om Jens nogen sinde blev klar over denne unøjagtighed, vides ikke, men der er nok aldrig nogen, der har gjort ham opmærksom på det.
Mens det gik allerbedst for Jens, døde Kristine, lige før de skulle holde sølvbryllup. Det var en stor sorg for Jens, men han mødte et par år efter Alma Andreasen, som han levede papirløst sammen med resten af livet. De flyttede dog ikke sammen før i 1949, hvor hendes søn flyttede hjemmefra.
Efter de mange år som gårdmaler syntes Jens i 1967, at nu havde han malet så rigeligt med gårde både i Jylland og på Fyn, at han mente det var på tide at holde op. Han og Alma tog nu, på trods af hans høje alder, på busture ud i Europa. De kom både til Italien og Frankrig, hvor de besøgte mange museer, for Jens kunne ikke få nok af at se på de store mestres kunstværker. Jens ville egentlig gerne have været kunstmaler, men at kalde sig det ville han dog ikke, så hellere prospektmaler.
Jens Brandt døde i 1982 og Alma døde i 1988.