David blev opkaldt efter sin far snedkermester David Peter Kristian Guldberg i Jetsmark. Han var født som nummer tre i en børneflok på seks. Han havde en livlig fantasi, og når børnene var alene hjemme, kunne han bag et lagen sømmet op i stuens bjælker stille an med skyggespil til fælles fornøjelse.
Han havde som barn altid haft lyst til at tegne, og da han blev ældre, fik han stor interesse for fotografering. Han lavede selv sine første kameraer af papkasser og blev efterhånden meget ferm til at lave trickfoto med sammenkopierede negativer eller dobbelteksponerede billeder. Han kunne således komme i slagsmål med sig selv, kæmpende med høtyv og kampesten, eller selv stå i hver sin ende af en cykel og trækkes om den.
Han kunne ligeledes godt lide at læse, og han lærte sig såvel engelsk som tysk for at kunne læse litteratur på originalsproget. Da han blev voksen, lavede han krystalapparater til sine børn, så de kunne høre Statsradiofoniens udsendelser i hovedtelefoner fra en transportabel cigarkassemodtager, datidens walkman.
Efter konfirmationen kom David som de fleste drenge på egnen ud at tjene. Han kom til landbruget, og i 1921 var han hos møller Søren Christian Sørensen i Kvorup Mølle lidt nordvest for Pandrup.
Om David boede hjemme i de første år som maler, vides ikke med sikkerhed, men at han brugte faderens snedkerværksted som malerstue, fremgår af fotografiet, som han optog af sig selv bag høvlebænken, i færd med at omsætte skitser til færdige malerier. På væggen ses stativet, hvor de våde billeder blev lagt til tørre.
Udsigten var, at han kunne komme i lære som møller, hvilket dog ikke rigtigt virkede tiltrækkende på David; han ville hellere udvikle sine kreative evner. Han takkede nej til møllerfaget og kastede sig i stedet over maleriet. En beslutning, der kom til at betyde en næsten 60 år lang karriere som gårdmaler. Det begyndte med nogle små landskabsmalerier, mest malet ud fra fantasien. Malerierne fik han solgt til folk rundt om på gårdene, godt nok for små penge, men alligevel nok til, at han så mulighederne for en fremtid i det. Om det var et gårdmaleri, som hans forældre havde hængende i stuen, der blev hans inspirationskilde, eller om det var billeder, han havde set på gårdene, hvor han havde tjent, vides ikke, men det varede ikke længe, før han under indflydelse af andre gårdmalere gav sig i kast med at male folks huse og gårde.
Han har selv senere fortalt om en af de omrejsende malere, der brugte en teknik med uopfordret at male en gård for derefter at falbyde maleriet til ejeren.
ens arbejde kunne være spildt, hvis ikke billedet kunne sælges. Nej, han gjorde derfor en dyd af at sikre sig, at billedet var solgt på forhånd, så han bagefter i ro og mag kunne arbejde på maleriet, hvor en aftalt pris var sikret. Umiddelbart før David havde bestemt sig for en fremtid som maler, havde han truffet en ung pige, Else Marie Clausen fra Kås. Mødet resulterede i 1920 i en søn, som fik navnet John. Davids forældre tog drengen til sig, og John voksede op som søn i familien. Forholdet mellem David og Else Marie blev ikke til noget, men pigenavnet Else Marie må have tiltrukket David, da han i 1926 giftede sig med Else Marie Sørensen.
Else Marie var lige som David kommet tidligt ud at tjene, og hun havde som han sine egne planer for fremtiden, idet hun i begyndelsen af 1920’erne tog til Løkken, hvor hun kom i lære som syerske og tilskærer hos syerske Marie Jensen. Efter brylluppet, hvor de var flyttet til Biersted, åbnede hun året efter egen systue, der gennem tiden gav et vigtigt supplement til familiens udkomme.
David begyndte tidligt at rejse ud i landsdelene for at finde kunder til sine malerier. De blev malet efter skitser og udført med gouachefarver på pap, oftest i størrelser på omkring 30×50 cm.
Først blev nærområdet hjemsøgt på cykel, hvor der blev taget mod bestillinger og lavet skitser, så hjem og male, ramme ind, hvis det var med i prisen, og så et par dage senere tilbage med de færdige resultater for den aftalte betaling. Efterhånden blev afstandene for store til, at det kunne nås på en dag på cykel. Herefter blev det med rutebil eller tog, og en ekstra cykel blev brugt til at komme omkring i cykelafstand fra hver ny station. Der blev indgået aftaler og lavet skitser, som hjemme blev omsat til malerier, og når billederne var afleveret, gik turen videre til den næste station, hvorefter det hele startede forfra.
På denne måde kom David i løbet af 5-6 år hele Vendsyssel rundt første gang. Senere gik turene videre til Hanherred, Thy og rundt i det meste af Himmerland. Turene til Himmerland var oftest strakt over et par dage med overnatning på en kro eller måske på en gård, hvor man følte sig særlig velkommen.
Fra en af sine ture i Himmerland har David fortalt: „Ja – jeg rejste som regel to dage på tiden. Så overnattede jeg ude på hoteller. Jeg har boet mange steder. Og et kan jeg stadigvæk blive ved at huske. Det er Hjedsbæk Kro, der ved Suldrup. Hun hed
Bine, hed konen, der havde den. Manden så vi ikke ret meget til. Men jeg kan huske en dag, ja det var tørvejr da jeg rejste hjemmefra, men jeg var ikke mere end lige kommet derned, jeg kan huske, jeg var med rutebil, jeg havde cyklen med, så regnede det. Og det regnede hele dagen. Og jeg skulle jo besøge mange folk. Jeg kom jo ind og selvfølgelig fik jeg en kop kaffe somme steder, men resultatet var at til aften der var jeg helt slaskvåd omkring benene. Jeg kommer ind på Hjedsbæk Kro. Ja det var skønt at komme ind i varmen. Det var det da godt nok. Så tænkte jeg; hvad skal jeg gøre ved det her. Så sagde jeg til Bine – krokonen. Hun kom jo og snakkede om vejret og sådan forskellige ting. Så sagde jeg til hende; du har ikke noget der er godt for halsen? For jeg er helt igennem våd på benene. Jeg kan mærke halsen den er begyndt at blive gal og det bliver nok noget forkølelse, noget halsbetændelse.
Se nu skal jeg lave noget til dig sagde hun, og det skal nok virke, men så skal du gå i seng. Under dynerne og sove der. Og jeg skal nok tage mig af dine hoser de skal nok være tørre til i morgen tidligt.
Hun bryggede så noget og det skulle jeg drikke mens det var skoldhed. Jeg fik jo det kulet ned gennem halsen og kom op i seng. Åh så varm jeg blev og så så fuld jeg blev. Jeg kan lige huske, at det hele drejede rundt heroppe og så sov jeg. Jeg kunne ikke huske mere.
Jeg fik en rigtig god nats søvn der og kom op om morgenen.
Ja jeg vågnede der. Solen skinnede ind ad vinduet. Jeg følte mig så godt tilpas. Jeg tænkte; det hele det er ovre og det var det også. Jeg kom op og jeg skulle ned i – der ned i skænkestuen. Der var dækket kaffebord. Og jeg satte mig til at drikke kaffe. Solen skinnede ind. Der gik en pige og fejede. De havde nemlig stengulv der i krostuen. Det var et rigtigt gammeldags sted. Og støvet det hvirvlede op for hver strøg hun gav med kosten – så hvirvlede støven op i solen. Men det er nu ligegodt. Jeg fik en god behandling der. Så kom jeg ud og havde et dejligt vejr den dag.
Fødderne de var tørre og ja det gik da godt.“
I de første mange år nummererede David sine billeder, som man kendte det fra de professionelle fotografer, først var de håndskrevet, men senere anskaffede han sig et gummistempel, så det kun var nødvendigt at påføre billedets nummer. På den måde kunne billedejeren senere bestille et nyt maleri, der ofte var til et barn, som skulle flytte hjemmefra, og som måtte have et minde fra barndomshjemmet med sig ud i livet. I dag kan disse nummererede billeder fortælle os om, hvilke ruter David fulgte, og hvilken retning han rejste. Husmandsstedet med nummer 247, der ses herover, ligger kun godt 2 km øst for husmandsstedet, der er vist på forrige side. Der er 40 billednumre mellem de to ejendomme, hvilket tyder på, at David har været flittig på sin vej gennem stationsbyen Horne og i dens nærmeste omegn. Billeder længere mod øst har lavere numre, og langs jernbanen mod syd stiger nummereringen. Det lader til, at David er kommet op langs Vendsyssels østkyst og så på et tidspunkt draget mod vest og videre mod syd på sin rundtur landsdelen rundt.
At kunderne tog det alvorligt, når ejendommen skulle foreviges på et maleri, viser følgende episode fra en af Davids ture:
„Og jeg kan huske engang, jeg stod ligesådan og tegnede ved en – jeg kan ikke huske hvorhenne det var – så lige pludselig, så kommer manden farende ud af døren og hen langs ad kostalden. Han havde så mange ruder der var ude. Det var køerne, der stod og skubbede dem ud om vinteren med snuden og der havde han sat halm i. Så kommer han ud og sådan en knytnæve på alle de halmdusker, de skal ind i kostalden. Og det var frost og det var koldt. Det var da synd for de sølle dyr. Og da han kom ind så siger han godt nok; ja mutter hun blev ved at snakke om, at alle de halmdusker, dem får du med på billederne nu. Men nu må du jo selv om det for du kunne jo sørge for at få nogen ruder sat i. – Nå jeg er nu ikke så sikker på, at de kom med. – Ja men jeg turde ikke andet end at gå ud at slå dem ind, sagde manden“.
Efterhånden, som David blev kendt som gårdmaler i det nordjyske, fik han også uopfordrede henvendelser om at male et eller flere billeder af en gård.
En sådan bestilling kunne lyde som i dette brev fra Peter Svendsen, Ejstrup pr. Støvring:
„Hrr Guldberg – Vil di male 3 stk Malerier, efter dette Billede, som jeg her sender dig, men di maa være smukke, og holdbare, og godt efterlignet, der gaar jo en vej her omkring, som du jo ved, men den er ikke meget kjænt paa Billedet, du maa godt gøre den mere kjændelig, og Gangen ved enden af Stuehuset, er nu Rød, med Hvide Fuger, og paa den anden side af Gangen, er der nu en Flagstang, vil du sætte Flaget højt paa den. Disse Billeder vil jeg gjerne have i løbet af 14 Dage, og jeg vil da gjerne see Billederne, inden jeg betaler dem“.
I begyndelsen af 1930’erne gik David fra at arbejde med farver til at tegne sine billeder med tusch på papir. Billederne blev nu også større, gerne omkring 50×70 cm. Hvad der var den egentlige grund til dette skifte, vides ikke, men måske var tuschtegninger, som flere andre gårdmalere lavede, blevet mere populære, eller også var farverne blevet for dyre til, at de traditionelle malerier kunne sælges til de økonomisk trængte landmænd i de år.
Davids tidligste billeder fra denne periode bærer præg af, at teknikken med tusch endnu ikke mestredes til fuldkommenhed, men med tiden
kom han på højde med de andres i kvaliteten. Han holdt fast i denne teknik helt frem til 1950’erne. Herefter ændrede han endnu engang stil, og kunderne kunne herefter vælge mellem en tuschtegning eller et farvelagt billede malet på papir i en blanding af farvekridt, tusch og akvarel. David malede og tog i mindre omfang mod bestillinger helt frem til sin død i 1982.