Mandag den 28. september 1903 kunne vendelboerne i de lokale aviser under overskrifter som ”Kniven i Brystet” og ”Et uhyggeligt Skuespil” læse om en dramatisk hændelse, der fandt sted under markedsballet den foregående lørdag aften på restaurant ”du Nord” i Hjørring. Der berettedes i aviserne om en ung mand ved navn Christian Peter Pallesen, som hen på aftenen, i lettere beruset tilstand, kom til ballet, hvor han på dansegulvet henvendte sig til en pige, som han tidligere havde været forlovet med. Hun afviste ham imidlertid, måske især fordi han var beruset, men med det resultat at han over at være blevet forsmået, trak en nylig indkøbt lommekniv frem, knappede sin vest op og jog kniven i brystet på sig selv med en sådan kraft, at han punkterede en lunge. Peter styrtede om på dansegulvet og pigen faldt besvimet af skræk om ved hans side. De øvrige balgæster samlede sig forskrækket om de to på gulvet og der blev hurtigt sendt bud efter såvel politiet som sygevognen. Inden vognen ankom, henvendte Peter sig, nok i en vis omtåget tilstand, til nogle af gæsterne og bad om at få kniven igen, så han, som der blev skrevet i Vendsyssel Tidende ”.. næste gang kunne gøre det bedre..”. Det fremgår af avisartiklerne, at Peter nok allerede var en kendt person i byen, idet man i Hjørring Amts Tidende lidt nedladende omtaler ham som ”.. et 22-aarigt Menneske her fra Byen, der lever af at gaa rundt paa Landet og male Folks Gaarde og Huse Pallesen, hedder han… Da ”Kunstmaler” Pallesen, som han kalder sig, …” og Vendsyssel Tidende omtaler ham også mindre pænt som ”En ung Person, der er noget af en degenereret Hysteriker”.
Peter kom hårdt såret på sygehuset. Med den punkteret lunge, som der senere gik betændelse i, er det et rent under, at han overlevede sit selvmordsforsøg. På sygehuset blev han på grund af høj feber om natten overvåget af en ”vågekone”, som i dette tilfælde var en mand. En morgen havde han et anfald af febervildelse og lægen måtte tilkaldes. Peter var især ophidset over at nattevagten, som han sagde, havde beskyldt ham for at have voldtaget en pige på en kirkegård. For som hans udsagn blev noteret i sygejournalen: ”Nok har jeg flere gange været i Konflikt med Loven, men jeg kan ikke finde mig i, at man beskylder mig for at have skadet et af mine Medmennesker paa en saadan Maade, for det vilde jeg aldrig gøre, hvis jeg kunde undgaa det”. Peter fik det bedre og efter 62 dage på sygehuset, blev han udskrevet og kunne herefter igen vende tilbage til sit liv som gårdmaler.
Christian Peter Pallesen var født i 1880 i Taars og hans barndom var præget af meget rod i familien, så han måtte tilbringe en stor del af tiden hos sin bedstemor Maren Pallesdatter. Hun var en bestemt og handlekraftig kone, som holdt meget af Peter og passede ham godt. Alligevel holdt hun ham af ukendte grunde hjemme fra skolen et helt år. Hun påtog sig derfor selv at stå for undervisningen, hvilket senere resulterede i et sammenstød med sognepræsten. Efter den årlige overhøring af eleverne ved skoleårets slutning mødte præsten nemlig op hos Maren, hvor han overfusede hende, ikke fordi Peter ikke havde været i skole et helt år, men fordi han ikke kom til overhøringen ”…det var dog for galt!”. Det skulle han ikke komme og stikke hende i næsen, for hun havde selv undervist ham og han var godt inde i bibelhistorien. Ja det ville præsten da blæse på og så var det, at Maren verbalt smed ham ud. Da Maren dødede i 1899, forlod Peters far sin kone Petrea. Han havde måske haft så stor respekt for sin mor eller måske ligefrem så bange for hende, at han ikke havde turdet gøre det før. Petrea og Peter flyttede herefter til Hjørring og da faderen ikke senere vendte tilbage, var hun nødsaget til at søge om hjælp fra kommunen. Måske har den brogede opvækst været medvirkende årsag til, at Peter som rodløs og utilpasset kommer på kant med loven.
I 1898 begik Peter og en jævnaldrende kammerat nemlig en række mindre tyverier af cykler forskellige steder i Hjørring, de stjal ligeledes cigarer og tøj fra handlende samt øl og sodavand fra 3. klasses ventesal på Hjørring Jernbanestation. En del af de stjålne effekter blev afsat for rede penge, andet blev omsat i naturalier, som for eksempel en cykel for en revolver, et gevær og et lommeur samt 10 kr. kontant. På et tidspunkt stjal de nogle kasser med cigarer og en bøtte med 10 pund margarine fra banepakhuset, som de fik adgang til gennem en kullem. Cigarerne røg de og margarinen forærede Peter til sin mor. Den samlede straf for i alt godt 20 forhold blev ved retten takseret til et års forbedringshusarbejde.
Nu skulle man jo tro, at dette var en alvorlig lærerstreg, men i 1901 kom han igen på kant med loven, denne gang på egen hånd. Peter havde sandsynligvis ikke noget fast arbejde og hvad skulle man så leve af. Han udgav sig derfor som sælger af stoffer for to opdigtede tøjfirmaer henholdsvis i Frederikshavn og Aalborg. I denne rolle solgte han så, troværdigt med prøvebøger i hånden og under opdigtede navne, stoffer til folk på landet mod en hel eller delvis forudbetaling for de bestilte varer, men desværre fik kunderne aldrig deres tøj. Peter forsøgte en tid at lægge skylden på en ukendt person ved navn Christian Nørgaard, som skulle stamme fra Aalborg. Han have kun mødt Nørgaard nogle gange på jernbanestationen i Hjørring og i toget til Frederikshavn, hvor han skulle afregne for de solgte vare minus de 10 %, der var aftalt som hans provision af salget. På et tidspunkt henvender en af køberne, enkefru Ane Andersen sig til Peter for at klage over, at hun endnu ikke har modtaget det bestilte og betalte tøj. Peter skriver derfor, efter eget udsagn at have konfereret med bemeldte Nørgaard, et svarbrev fra tøjfirmaet ”Aalborg Tøjhus”, hvorfra han angav, at varerne skulle komme. Begrundelsen i brevet er at firmaet kun havde 7 alen stof af den bestilte slags og at man derfor endnu ikke har kunnet effektuerer købet. Men om 8 dage vil man modtage hele 5000 alen af stoffet hvorefter køberen vil modtage sine vare.
Da det ikke var muligt at finde frem til nogen person med det pågældende navn og da retten mente, at personen slet ikke eksisterede hang Peter alene på hele historien. Det blev til i alt 21 forhold og det samlede beløb han havde bedraget for var sølle 89,90 kr. hvoraf han efter dommen skulle udrede 14,60 kr. For det resterende beløbs vedkommende blev der ikke rejst krav om tilbagebetaling. Alt dette blev i retten takseret til endnu et år i forbedringshus.
Peter måtte endnu engang stå skoleret foran dommerne i retten. I 1903 havde han nemlig i tre tilfælde, nogle af gangene i lettere beruset tilstand, blottet sig for unge barnepiger som han traf, når de gik tur med børn i byens anlæg ”Christiansgave”, samt i et tilfælde overfor en ung mor med sit barn på Hjørring kirkegård. Det kan have været den sag, der kom på tale, da han senere på året lå på sygehuset og måske var det også derfor, hans forlovede havde brudt med ham 5 måneder før den fatale aften med lommekniven på ”du Nord”. For at have optrådt som blotter idømtes Peter ved retten, 3×5 dage på vand og brød.
Som det blev omtalt i aviserne i foråret 1903, var Peter allerede i gang med en karriere som gårdmaler. Desværre findes der kun få af hans billeder med årstal, hvilket betyder at man kun kan placere hans tidligste værker ud fra en vurdering af billedernes tekniske og kunstneriske kvaliteter. Han har senere i 1969 til lokalavisen Herlev Bladet fortalt, at han foruden gårdmalerierne også solgte landskabsmalerier gennem glarmestre og møbelhandlere over hele Jylland. Det har desværre ikke været muligt at finde sådanne malerier, udover nogle enkelte og tydeligvis meget tidlige landskabsbilleder med fyrtårne ved Vendsyssels vestkyst.
I 1905 fik Peter et barn med Sørine Elise Thomine Jakobsen. Som udlagt barnefader blev han pålagt et alimentationsbidrag på 30 kroner halvårligt. Det blev dog kommunen der kom til at betale bidraget, da Peter aldrig så sig i stand til at kunne betale. Han måtte i stedet for betale med 6 dage på vand og brød hvert halve år. I 1919 slap han dog for at komme i fængsel, da han det år var blevet smittet af den spanske syge og i stedet måtte søge kommunen om tilskud på 48 kroner til medicin.
I 1906 mødte han sin senere kone Karen Marie Brinkmann og de fik sammen i 1907 datteren Ulla og senere i 1912 sønnen Herluf. Karen Marie havde i forvejen en søn ved navn Holger foruden et eller to bordadopterede børn. Karen Marie og Peter bosatte sig i Hjørring sammen med Peters mor, som stadig måtte leve af hjælp fra kommunen.
Peter havde svært ved at holde sig fra flasken og på et tidspunkt sagde Karen Marie stop og smed ham ud. Han fortrød dog snart og bad om godt vejr og lovede ikke at drikke mere, hvilket han også overholdt til sin død mange år senere. Karen Marie tilgav ham og de flyttede igen sammen. De havde ikke været gift fra starten af deres samliv, men blev det i 1918. Indtil da havde Peter tjent sine penge som gårdmaler, men til brylluppet oplyste han i forbindelse med indskrivning i kirkebogen, at hans titel nu var ”forsikringsinspektør”. Den samme titel blev også brugt i regnskabsbøgerne for kommunens fattighjælp, hvor Peter i 1919 fik udbetalt 48 kr. i henhold til lov om den spanske syge. Desværre har det ikke været muligt at finde spor i aviser eller arkivalier om, hvilket forsikringsselskab, han skulle være blevet inspektør ved. I skattebøgerne for Hjørring i årene 1923 – 1925 fremgår det, at hans erhverv nu var ”agent”, hvilket antyder at stillingen måske ikke var slet så fin som tidligere oplyst, og efter 1925 ændre Peters erhverv sig atter til ”maler”. Peters mor døde i 1919 og der skete så det pudsige, at hans far straks efter dukkede op og flyttede ind hos familien, hvor han blev boende til sin død i 1924.
I 1931 fik familien råd til at købe et lille hus på Pallekærsvej. Huset stod i Karen Maries navn, men hvordan, der var blevet råd til at købe det, er svært at sige. Dog har indtægten for en lejlighed på 1. sal været med til at nedbringe huslejen betydeligt. Den eneste sikre indtægt kom alene fra Karen Maries arbejde som tarmrenser på et af byens slagterier. Peters bidrag til familiens ophold ved at male gårdmalerier, har helt sikkert ikke været særligt stort.
Peter malede på næsten alt, hvad der kunne bruges som bund for et billede. Det kunne være lærred, krydsfiner, træplader, pap og i en periode på ovale træstykker kunstfærdigt udskåret af et stykke af en gren. Lærredet, som han brugte, var altid det billigste lagenlærred og ikke rigtigt malerlærred, som nok var for dyrt i forhold til det, malerierne kunne indbringe. Han malede altid med oliemaling og ofte blev billederne ferniseret så de blev mere holdbare. Men selv om der skulle spares på materialerne, blev der næsten altid smurt et tykt lag maling på, så initialerne P. Pallesen, Hjørring kom til at stå dybt graveret gennem flere lag farver.
Peter kom omkring til fods eller på cykel, og hans arbejdsområde strakte sig over det meste af Vendsyssel. Så vidt det har været muligt at få oplyst af folk, der som barn har kunnet huske ham, lavede han altid sine skitser i fuld størrelse på stedet, hvis ikke det blev malet færdigt med det samme.
I 1934 blev Karen Marie arbejdsløs. Hun måtte derfor i ”forhør” ved kommunen for at kunne opnå lidt offentlig støtte, efter at fagforeningens arbejdsløshedsunderstøttelse på 14 kr. om ugen var midlertidigt stoppet. Peters indtægt ved gårdmaleriet, blev i den forbindelse af kommunen anslået til at være så lille som 5 kr. om ugen. Der blev bevilget dem et lån på 65,50 kr. for en periode på 8 uger, indtil Karen Marie igen kunne hæve arbejdsløshedsunderstøttelse.
10 år senere, i 1944, flyttede Peter og Karen Marie til Gladsaxe. Dog måtte de først tilbagebetale de 65,50 kr., som kommunen lånte dem i 1934, og som der efter ansøgning om eftergivelse, var blevet givet afslag på. I de følgende år flyttede de en del rundt mellem Gladsaxe og Herlev kommuner. Om Peter her supplerede sin folkepension ved at male lidt billeder, som kunne afsættes i lokalområdet, vides ikke med sikkerhed, men der har nok ikke været mange penge at leve for.
Karen Marie døde i 1958 og Peter flyttede herefter ind hos datteren Ulla i Herlev. En aften i januar 1971 klagede han til Ulla over, at han ikke havde det så godt, så hvis han næste dag ikke havde det bedre, ville han gå til lægen. Da han ofte sov længe, lod Ulla ham sove til op på formiddagen, men til sidst ville hun alligevel se til ham, for at konstatere, at han stille var sovet ind i løbet af natten 7 dage efter at være fyldt 91 år.